Husk det strukturerede skillelag
Mange arkitekter er i tvivl om, de skal bruge et struktureret skillelag i forbindelse med monteringen af et zinktag. Et struktureret skillelag er kort fortalt et drænlag, som forhindrer vand i at samle sig under zinken. Det forhindrer varmtvandskorrosion og dermed tæring af zinken. Derudover har skillelaget den fordel, at det dæmper lyden, når det regner.
Hvis du bruger en bræddeforskalling til at lægge dit zinktag på, er det ikke nødvendigt med et struktureret skillelag. Brædderne er i stand til at suge fugten og afgive den igen lige så stille, uden zinken bliver påvirket. Arbejder du derimod med en underkonstruktion for zinken bestående af krydsfiner, tagpap eller varmtags-konstruktioner, skal du bruge et struktureret skillelag, hvis du vil bevare kvaliteten i zinktaget.
RHEINZINK har udviklet to typer af struktureret skillelag: Vapozinc og Air-Z til tagsystemer med stående fals. Begge skillelag er baseret på en særlig strukturmåtte, der dræner konstruktionen og forhindrer vand i at samle sig under zinken.
Air-Z anbefales til tagkonstruktioner, hvor zink monteres på tagpap. Her fungerer Air-Z som drænlag mellem zink og tagpap. Strukturmåtten udligner samtidig sømhuller og tolerancer i underkonstruktionen på op til 2 mm.
Vapozinc består ligesom Air-Z af en strukturmåtte, men er desuden forsynet med et diffusionsåbent undertag med selvklæbende overlæg, der sikrer en enkel montering. Vapozinc anvendes typisk på tagkonstruktioner med krydsfinér, varmtagskonstruktioner eller tagkonstruktioner, hvor undertaget ikke kan placeres andre steder end lige under zinktaget.
Selvom strukturerede skillelag har været på markedet i flere år, ser vi desværre stadig zinktage, der tærer op, enten fordi der ikke er anvendt et struktureret skillelag, hvor det var påkrævet eller valg af skillelag har været forkert. i begge tilfælde bliver tagets holdbarhed nedsat markant. Er du i tvivl om, hvad der er den rette løsning, så tag endelig fat i os, så finder vi den bedste løsning til dit tag.